Cellegummi
Teknisk isolering med cellegummi fra bunden
Cellegummi gennemgået som teknisk isoleringsmateriale: materialets opbygning, produktionsmetode og de fysiske principper (lambda, U-værdi, dugpunkt og relativ luftfugtighed), der gør det velegnet til kondensisolering af kolde installationer. Standarden DS452 samt praktiske og sikkerhedsmæssige forhold ved montering behandles også.
Cellegummi er et gummimateriale, der via varmepåvirkning er opskumt til en blød, isolerende membran med helt lukkede celler. De lukkede celler giver materialet en særdeles høj damptæthed og god isoleringsevne, især i lavtemperaturområdet, hvor kondensdannelse kan være et problem.
Cellegummi produceres i en ekstruder, hvor ca. 40 forskellige granulerede råstoffer — herunder et gærstof — blandes og presses gennem et trykkammer via en snegl. Massen føres ud gennem udskiftelige dyseåbninger, der bestemmer slangens indvendige diameter. Herefter passerer produktet en hærdeovn på op til 65 meter, hvor materialet ekspanderer kontrolleret til mindst 3–4 gange sin oprindelige størrelse i både diameter og længderetning.
Standard AF-Armaflex anvendes fra −50 °C til +110 °C (dog kun til +85 °C, hvis samlingerne afsluttes med tape). HT-Armaflex har en maksimal anvendelsestemperatur på +150 °C og samme minimumstemperatur på −50 °C. Armaflex Ultima er den første fleksible køleisolering med brandklassifikationen BLS1D0 og brandlukningsegenskaben EI30–EI120; denne variant kendes på sin blå farve.
Lambda-værdien (λ) angiver et materiales varmeledningsevne målt i W/mK. Cellegummi har en lambda-værdi på 0,033 W/mK, mens mineraluld typisk ligger på 0,037 W/mK, og foamglas og papirisolering på 0,040 W/mK. PU-skum er bedre end cellegummi. Cellegummis isoleringsevne overgår de fleste kendte materialer, med undtagelse af polyurethanskum.
Jo lavere lambda-værdi, jo bedre isolerer materialet.
Tre faktorer er altid obligatoriske ved beregning af isoleringstykkelse: medietemperatur (rørets indhold), omgivende temperatur og relativ luftfugtighed. Producenten stiller beregningsprogrammet Amwin til rådighed. Som eksempel kræver isoleringsklasse 2 ved en medietemperatur på 67 °C, en omgivende temperatur på 18 °C og en relativ luftfugtighed på 55 % en cellegummitykkelse på 20 mm — mod 30 mm ved mineraluld.
DS452, gældende fra 31. maj 2014, regulerer termisk isolering af bygningsinstallationer (varme-, ventilations-, køle-, solvarmerør mv.) med drifttemperaturer fra −40 °C til +650 °C. Der er seks isoleringsklasser (1–6) med maksimalt tilladt varmetab fra 1,17 W/m² (klasse 1) ned til 0,22 W/m² (klasse 6); klasse 0 kræver ingen isolering. Standarden gælder ikke for fjernvarmeforsyningsledninger frem til hovedhanen, bygningskonstruktioner, kølerum, kedler eller varmepumper.
Varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold luft: ved 30 °C ca. 30 g vand/m³, ved 20 °C ca. 17 g/m³ og ved 7 °C kun ca. 7 g/m³. Når luften køles til dugpunktstemperaturen, er den 100 % mættet, og kondens opstår. Ved f.eks. et 6 °C-rør (byvand), 22 °C omgivende temperatur og 85 % relativ luftfugtighed ligger dugpunktet ved ca. 19,4 °C, svarende til 15,7 mm inde i isoleringen. En isoleringstykkelse på 20 mm sikrer, at dugpunktet flyttes ud i isoleringen og dermed ikke rammer røroverfladen.
Cellegummis my-værdi (μ), der angiver materialets evne til at tilbageholde damp, er op til 10.000 — blandt de højeste kendte. Fordi cellerne er helt lukkede, bevarer materialet sin integritet selv ved mindre overfladeskader, modsat mineraluldsprodukter med alufoliekappe, hvor selv et lille hul kan kompromittere kondenssikkerheden. Korrekt sektionslimning sikrer 100 % tæthed mod fugtspredning under røret.
Fordi et isoleret rørs udvendige overfladeareal er større end det uisolerede rørs overflade, skal varmen transporteres over en større flade. Jo mindre rørets diameter, jo større er forskellen. For et 18 mm-rør med 13 mm isolering er den udvendige overflade 2,44 gange større end røroverfladen, mens et 60 mm-rør med samme isolering kun giver en faktor på 1,43. Mindre rørdiametre kræver derfor proportionelt tykkere isolering for samme isoleringseffekt.
Selvom isoleringstykkelsen er korrekt beregnet, kan stillestående luft i smalle spalter mellem rør eller mellem rør og konstruktioner føre til kondensdannelse. Reglen er, at der skal være en minimumsafstand på 50 mm mellem de færdigisolerede røres udvendige overflader.
Støvede overflader skal rengøres med Armaflex-rens inden limning. Røroverflader skal desuden beskyttes tilstrækkeligt mod korrosion — f.eks. med rusthæmmende maling — inden isoleringen monteres. Luftfugtigheden i den luft, der lukkes inde under slangen ved montering, kan nemlig medføre korrosion over tid, hvis overfladen ikke er beskyttet.
Armaflex-kontaktlim har malkode 3,1 og indeholder flygtige, let antændelige stoffer. Undgå indånding af dampe og kontakt med hud og øjne; åben ild og andre antændingskilder er forbudt. Sørg for mekanisk ventilation eller brug åndedrætsværn. Limen omrøres grundigt inden brug, og anlægget må ikke tages i brug, før limen er tørret igennem — dette tager 36 timer. Den korrekte åbningstid afgøres med en fingernegls-test.
For at sikre 100 % tæthed mod fugtvandring skal isoleringen sektionslimes: alle længdesamlinger limes, og der limes for hver 2 meter (svarende til slangelængden) samt op imod alle bæringer og fittings.
Brug aldrig tape alene over bæringer som erstatning for isolering — der er ingen isoleringsevne i et område, der kun er dækket af tape.
Bygget efter AMU SYD's video «Cellegummi lektion 1 — teorien».