Medicin og medicinhåndtering i ambulancen
Fra behandlingsvejledning til delegeret kompetence
Ambulancen er ikke kun transport — den er en rullende akutklinik med et fast udvalg af medicin, som du som ambulancebehandler er uddannet til at give i en række definerede situationer. Retten til det følger ikke af, at du selv vurderer det fagligt forsvarligt fra situation til situation, men af klare, skriftlige rammer.
§Hvem sætter rammerne
Bekendtgørelse om ambulancer og uddannelse af ambulancepersonale m.v. fastlægger, at farmakologi og medicinhåndtering indgår som fast del af uddannelsen til ambulancebehandler. I praksis arbejder du efter regionale eller landsdækkende præhospitale behandlingsvejledninger, som er udarbejdet og godkendt af den behandlingsansvarlige overlæge for det præhospitale område. Vejledningerne beskriver præcist, hvilken medicin du må give, i hvilken dosis, til hvilken tilstand — og hvornår du i stedet skal kontakte en læge eller vagtcentral for at få en konkret ordination.
- 01Behandlingsvejledninger definerer indikation, dosis og kontraindikationer for hvert lægemiddel
- 02Nogle præparater må du give på egen hånd inden for vejledningen
- 03Andre kræver telefonisk kontakt til en læge, før du må give dem
- 04Al medicingivning skal dokumenteres i den præhospitale patientjournal med tid og dosis
§Typiske lægemiddelgrupper i ambulancen
| Formål | Eksempel på lægemiddelgruppe |
|---|---|
| Smertelindring | Opioider og andre smertestillende midler |
| Vejrtrækning | Inhalationsmedicin ved åndenød og luftvejsobstruktion |
| Hjerte og kredsløb | Medicin ved hjertestop og alvorlige hjerterytmeforstyrrelser |
| Allergi og anafylaksi | Adrenalin til akut allergisk reaktion |
| Blodsukker | Glukose ved svær lavt blodsukker hos diabetikere |
§Kontrol, holdbarhed og kølekæde
Medicin i en ambulance udsættes for temperatursvingninger, vibrationer og hyppig brug, og derfor er der faste rutiner for kontrol. Du tjekker jævnligt, at ingen præparater er ved at udløbe, at mængderne stemmer, og at medicin, der kræver køling, har været opbevaret korrekt. Særligt for stærkt smertestillende medicin, som er omfattet af reglerne om kontrollerede stoffer, gælder skærpede krav til opbevaring, aflåsning og optælling — typisk med krav om, at forbrug og beholdning kontrolleres og dobbeltsigneres af to personer.
§Ansvar og kompetence følges ad
Jo mere erfaring og efteruddannelse du har, jo bredere bliver din delegerede kompetence typisk — det er en del af begrundelsen for, at videreuddannelsen til paramediciner kræver flere års erfaring som ambulancebehandler først. Uanset niveau gælder samme grundprincip: du må kun give den medicin, du er specifikt uddannet og bemyndiget til, og du skal altid kunne redegøre for, hvorfor du gjorde, som du gjorde.
§Bivirkninger og observation efter medicingivning
At give medicin stopper ikke med selve injektionen eller inhalationen. Du skal løbende observere patienten for både ønsket effekt og eventuelle bivirkninger — for eksempel om smertestillende medicin påvirker vejrtrækningen, eller om en allergisk reaktion vender tilbage, efter adrenalinen er givet. Den observation skal fortsætte hele vejen til overleveringen, så det modtagende personale får et fuldstændigt billede af, hvordan patienten har reageret undervejs.
Medicinhåndtering er derfor et område, hvor faglig stolthed og ydmyghed går hånd i hånd: du skal have tillid til dine egne kompetencer inden for de rammer, du er uddannet til, men samtidig altid være parat til at søge rådgivning, når en situation rækker ud over det, du er bemyndiget til at håndtere alene.
Behandlingsvejledningerne opdateres løbende i takt med ny viden og nye erfaringer, og en del af dit ansvar som ambulancebehandler er derfor at holde dig ajour, når nye versioner udsendes. Det er en af grundene til, at faget aldrig bliver færdiglært — medicinen, du gav for et par år siden, er ikke nødvendigvis den samme dosis eller det samme præparat, der anbefales i dag.