Svejsefejl: typer, årsager og forebyggelse

Selv en erfaren svejser laver fejl, hvis forholdene eller indstillingerne ikke er rigtige. At kunne genkende de almindelige svejsefejl, forstå hvad de skyldes, og vide hvordan de forebygges, er en central del af at levere kvalitet — og af at bestå en svejseprøve.

I standarderne hedder en svejsefejl en «uregelmæssighed». Uregelmæssighederne har navne og numre i DS/EN ISO 6520. Et AMU-mål i smedens uddannelsesordning bruger netop den: lærlingen skal kunne vurdere svejsemetodernes typiske svejsefejl efter DS/EN ISO 6520 og bedømme svejsearbejde efter DS/EN ISO 5817 og DS/EN ISO 10042.

Porer er små hulrum i svejsningen, dannet af gas, der er fanget i smeltebadet. De skyldes ofte urenheder som fedt, maling, rust eller fugt på fugefladerne, eller at dækgassen blæses væk af træk. Forebyggelse handler om rene fugeflader og om at beskytte svejsezonen mod træk.

Manglende gennemsmeltning betyder, at svejsningen ikke er trængt helt sammen med grundmaterialet eller helt ned i roden. Det giver en svag samling. Årsagerne kan være for lav varmetilførsel, forkert fugeforberedelse eller for høj svejsehastighed.

Indbrænding er et hak langs svejsesømmens kant, hvor grundmaterialet er smeltet væk uden at blive fyldt op igen. Det svækker samlingen og skyldes typisk for høj strøm, forkert elektrodevinkel eller for høj hastighed.

Ved metoder, der danner slagge, kan slagge blive fanget inde i svejsningen, hvis den ikke fjernes mellem strengene. Det giver svage punkter. God slaggefjernelse mellem strengene og korrekt teknik forebygger fejlen.

Revner er blandt de alvorligste fejl, fordi de svækker samlingen markant og kan vokse over tid. De kan opstå under afkøling og hænger sammen med materialets sammensætning, spændinger i emnet og afkølingshastigheden. Forvarmning og korrekt rækkefølge kan i nogle tilfælde modvirke dem.

En særlig slags revne er den kolde revne. Den kan komme timer efter svejsningen, og brint i svejsegodset er en af årsagerne. Brint måles i ml pr. 100 g svejsemetal. ISO/TR 17844 inddeler det i fem klasser, fra A (over 15 ml) til E (højst 3 ml). Rutile elektroder og celluloseelektroder hører til klasse A; basiske elektroder kan nå B til D. Eksempel: ESAB's basiske elektrode OK 48.00 er mærket H5, og databladet oplyser under 4,0 ml brint pr. 100 g svejsemetal.

ISO 5817 (4. udgave fra februar 2023) fastlægger kvalitetsniveauer for smeltesvejste samlinger i stål, nikkel og titan: B, C og D. B er det strengeste. Aluminium har sin egen standard, ISO 10042. I smedens uddannelse skal lærlingen i faget Energiteknik 3 svejse til niveau B.

Fejl opdages ved visuel kontrol og, hvor det kræves, ved ikke-destruktiv eller destruktiv prøvning. Den dygtige svejser bruger fejlene som læring: hver fejl peger tilbage på en årsag i forberedelse, indstilling eller teknik, som kan rettes næste gang.