3D-scanning og 3D-print – digitaliseringen af bandagistfaget
Fra gipsafstøbning til digital model: sådan ændrer teknologien arbejdsgangen på værkstedet
I mange år har gipsafstøbning været standardmetoden, når en ortopædist skulle tage mål af en krop før fremstilling af et hjælpemiddel. I dag suppleres og mange steder erstattes den metode af 3D-scanning, der giver en hurtig og redigerbar digital model af kropsdelen og dermed ændrer store dele af arbejdsgangen på værkstedet.
§Fra gips til scanner
Hvor en gipsafstøbning kræver, at brugeren holder stille, mens gipsen hærder, og efterlader en fysisk positiv, der skal opbevares, tager en 3D-scanning typisk kun omkring et minut. Resultatet er en digital 3D-model, der kan gemmes, sendes videre og redigeres i CAD-software, uden at brugeren behøver møde op igen, hver gang der skal justeres på formen.
§3D-print rykker ind på værkstedet
3D-print er efterhånden en fast del af mange ortopædiske virksomheders produktion. Den danske virksomhed Bandagist Jan Nielsen har over for Dansk AM Hub fortalt, at de har omkring 35 3D-printere og i dag printer omkring 70 procent af deres proteser, fra benproteser til korsetter, der bruges til at korrigere rygsøjlen. Det er et eksempel på, hvor stor en del af produktionen der kan flyttes fra håndformning til digital fremstilling.
- 01Protesehylstre kan designes digitalt og printes direkte
- 02Korsetter til skoliosebehandling kan tilpasses og printes ud fra en scanning
- 03Skaller til indlæg og ortoser kan fræses eller printes efter en digital model
- 04Finish, polstring og montering af mekaniske dele kræver stadig håndarbejde
| Trin | Traditionel (gips) | Digital (scan/print) |
|---|---|---|
| Aftryk | Håndlavet gipsafstøbning med tørretid | 3D-scanning på omkring et minut |
| Justering | Ny afstøbning er ofte nødvendig | Modellen redigeres digitalt |
| Fremstilling | Håndformning over en fysisk positiv | CNC-fræsning eller 3D-print |
| Arkivering | Fysisk opbevaring af positiver | Digital fil, let at genfremstille |
§Håndværket forsvinder ikke
Digitaliseringen ændrer værktøjet, men den fjerner ikke behovet for faglig dømmekraft. Det kræver stadig indgående forståelse for anatomi og biomekanik at vurdere, om en scanning er retvisende, og at oversætte den til en model, der faktisk fungerer på en levende krop. Ortopædisten bruger derfor den nye teknologi som et redskab, der frigør tid til det, der stadig kræver håndværk: den sidste tilpasning, finish og kontrol, når brugeren prøver hjælpemidlet.
“Scanneren tager målet på et minut – men det tager stadig en faglært ortopædist at omsætte det til noget, der virker.”
— Digitaliseringens pointe