Egenskaber, betegnelser og hvad de betyder for arbejdet
Materialekendskab er fundamentet under alt godt smedearbejde. Det samme værktøj og den samme metode kan give vidt forskellige resultater alt efter, hvilket metal man har i hånden. At kunne læse en materialebetegnelse og forstå, hvad den fortæller, er derfor en kernekompetence.
Stål er en jern-kulstof-legering, hvor kulstofindholdet i høj grad bestemmer egenskaberne. Et lavt kulstofindhold giver et blødt, sejt og let svejseligt stål, mens et højere indhold giver et hårdere, men sprødere materiale, der ofte kræver særlig hensyntagen ved svejsning og varmebehandling. Legeret stål har tilsat andre grundstoffer, der ændrer styrke, hårdhed eller korrosionsbestandighed.
Rustfrit stål er legeret med krom, der danner et tyndt, selvhelende beskyttelseslag på overfladen. Det gør materialet modstandsdygtigt mod korrosion, men også sejt og varmefølsomt at bearbejde. Rustfrit leder varmen dårligere end ulegeret stål, hvilket betyder, at varmen samler sig lokalt — noget man skal tage højde for ved både skæring og svejsning.
Aluminium er let, har god korrosionsbestandighed og leder varme godt. Det er blødt at bearbejde, men kan klæbe til værktøjet, og det danner hurtigt et hårdt oxidlag på overfladen, der smelter ved en langt højere temperatur end metallet selv. Det oxidlag skal man tage hensyn til ved svejsning, hvor det skal brydes for at få en ren samling.
Metaller har standardiserede betegnelser, der angiver type og sammensætning. Når man kender systemet, kan man af betegnelsen aflæse, hvilken materialegruppe et emne tilhører, og dermed hvordan det skal behandles. Materialecertifikater og følgesedler oplyser desuden materialets dokumenterede egenskaber.
Valget af materiale handler om kravene til styrke, vægt, korrosionsbestandighed, udseende og pris, men også om hvor let det er at bearbejde og svejse. En dygtig smed tænker materialevalg ind tidligt — fordi det forplanter sig gennem hele opgaven fra skæring til overfladebehandling.