Overblik over de mest brugte svejseprocesser og hvornår de bruges
Svejsning er en af kernekompetencerne i smedefaget. At kunne vælge den rigtige svejsemetode til den konkrete opgave handler både om materialet, godstykkelsen, kravene til styrke og udseende, samt om arbejdet foregår på værksted eller i marken.
MIG (Metal Inert Gas) og MAG (Metal Active Gas) er begge trådsvejseprocesser, hvor en endeløs tråd føres frem gennem en svejsepistol og smelter i lysbuen. Forskellen ligger i dækgassen: MIG bruger en inaktiv gas (typisk argon eller helium) og bruges mest til aluminium og rustfrit, mens MAG bruger en aktiv gas (ofte CO2 eller blandinger med argon) og bruges til ulegeret og lavtlegeret stål.
TIG (Tungsten Inert Gas) bruger en ikke-afsmeltende wolframelektrode og en separat tilsatstråd, som svejseren fører ind i smeltebadet med den anden hånd. Metoden giver meget rene og kontrollerede svejsninger og bruges, hvor der stilles høje krav til kvalitet og udseende — for eksempel på rustfrit stål, aluminium og tyndere gods.
Ved manuel lysbuesvejsning (også kaldet pindsvejsning eller MMA) brænder lysbuen mellem en beklædt elektrode og emnet. Beklædningen danner en beskyttende slagge og gas over smeltebadet. Metoden er robust, fungerer godt udendørs og i felten, fordi den ikke er afhængig af dækgas, og bruges meget til konstruktions- og reparationsarbejde.
Gassvejsning bruger en flamme af brændgas (typisk acetylen) og ilt til at smelte materialet, ofte med en tilsatstråd. Selvom metoden er trængt i baggrunden af de elektriske processer, bruges flammen stadig til opvarmning, bøjning, lodning og visse reparationsopgaver.
Valget af metode afhænger af materiale, godstykkelse, krav til styrke og finish, samt arbejdsstedet. En dygtig smed kender styrker og begrænsninger ved hver metode og kombinerer dem efter opgaven.