Traditionelle tømmersamlinger

En tømmersamling skal overføre kræfter fra det ene stykke træ til det andet uden at give sig. De traditionelle samlinger løser den opgave ved at forme selve træet, så det låser sig sammen — ofte suppleret med en trænagle eller en kile frem for søm og beslag. Selvom moderne byggeri i høj grad bruger sømbeslag og bygningsbeslag, er de gamle samlinger stadig levende i restaurering, bindingsværk og synligt tømmer.

Tap-og-hul-samlingen er selve grundformen. Et fremstående stykke — tappen — skæres på enden af det ene emne og passes ned i et tilsvarende hul (taphullet) i det andet. Samlingen giver en stor kontaktflade og en mekanisk sammenlåsning, der optager både tryk og træk, når den sikres med en trænagle. Den bruges i bindingsværk, dørkarme, rammer og overalt, hvor to emner mødes i en vinkel.

• 01Bladning — de to emner udskæres, så de overlapper med halv tykkelse hver og danner en plan flade; bruges bl.a. til samling i længderetningen og ved krydsende tømmer
• 02Kæmning — der skæres et indhak (en kam), så et bjælkelag eller en spærfod kan hvile stabilt på en rem uden at glide
• 03Skarring — en lang, skrå samling der forlænger tømmer i længderetningen og fordeler belastningen over en stor flade
• 04Overskramning — en udskæring hvor to stykker låser sig i hinanden på tværs

Selvom en moderne tømrer sjældent hugger tapsamlinger på en ny villa, er de traditionelle samlinger stadig en vigtig del af uddannelsen. De træner præcision, forståelse for kræfternes gang i træet og evnen til at arbejde efter opmåling og afsætning i millimeterklassen. Og i restaurering af fredede og bevaringsværdige bygninger er de en direkte forudsætning: her skal nyt tømmer samles på præcis samme måde som det gamle.

Fælles for de traditionelle samlinger er, at de kun holder, hvis de er udført præcist. En løs tap eller en skæv bladning giver en svag samling, uanset hvor pænt den ser ud udefra. Derfor er afsætning, sav og stemmejern stadig grundværktøjer, og evnen til at skære en tæt, bærende samling er et af de kendetegn, der adskiller en dygtig tømrer fra en rutineret montør.

“Den gode samling ses ikke — den mærkes, når konstruktionen står lige så stramt om hundrede år, som den dag den blev rejst.”