Adfærd, indlæring og positiv træning

Adfærd er dyrets svar på sin indre tilstand og sine omgivelser. Når du forstår, hvad der ligger bag en adfærd, kan du arbejde med dyret i stedet for imod det — og det gør hverdagen tryggere for både dyr og passer.

§Naturlig adfærd og adfærdsbehov

Hver art har et sæt naturlige adfærdsmønstre, den er drevet til at udføre — fødesøgning, graven, klatren, social kontakt, hvile og pleje af pelsen. Når miljøet ikke giver mulighed for disse adfærdsbehov, opstår frustration, stress og ofte unormal adfærd.

Stereotypier og fejludvikling

Gentagen, formålsløs adfærd som vandren frem og tilbage, overdreven slikken eller fjerplukning kaldes stereotypier. De er ofte tegn på et miljø, der ikke dækker dyrets behov. Berigelse og bedre indretning er som regel vejen frem, ikke afstraffelse.

§Sådan lærer dyr

Dyr lærer gennem konsekvenser og forbindelser. To grundbegreber går igen i praktisk dyrearbejde:

• 01Klassisk betingning — dyret forbinder to ting, fx lyden af en spand med fodring.
• 02Operant indlæring — dyret gentager adfærd, der giver et godt resultat, og undgår adfærd med ubehageligt resultat.
• 03Forstærkning øger en adfærd; en belønning lige efter den ønskede handling virker stærkest.
• 04Timing er alt: belønningen skal komme i samme øjeblik, dyret gør det rigtige.

§Medicinsk træning og samarbejde

Mange anlæg træner dyr til frivilligt at samarbejde om pasning og undersøgelse — fx at stå stille til vejning, række en pote frem eller tillade en nærmere kig. Det reducerer stress og behovet for tvang og fastholdelse.

§Læs signalerne

Aflæsning af kropssprog er en daglig færdighed. Tegn på utryghed, frygt eller aggression varierer fra art til art, men fælles er, at et dyr næsten altid signalerer ubehag, før det reagerer kraftigt. At standse op ved de tidlige signaler forebygger både bid, skader og dårlig velfærd.

“Et dyr, der får lov at samarbejde frivilligt, husker proceduren som ufarlig — næste gang bliver lettere, ikke sværere.”