Blødgøring, glødefarve og bratkøling i praksis
Prøv at bukke en kobbertråd frem og tilbage nogle gange: den bliver stivere for hvert buk, indtil den knækker. Det er arbejdshærdning i praksis. Hver gang du hamrer, driver eller bukker kobber og messing, presses metallets krystalgitter sammen, det bliver hårdere og mister sejheden. Fortsætter du uden at gribe ind, revner emnet. Udglødning er metalsmedens svar: en kontrolleret opvarmning, der blødgør metallet igen, så arbejdet kan fortsætte.
Under koldbearbejdning opbygges der indre spændinger, og krystalkornene forvrides. Ved udglødning varmes metallet op til over sin omkrystallisationstemperatur, hvor der dannes nye, spændingsfri krystalkorn. Resultatet er, at hårdheden falder, og sejheden vender tilbage. Ifølge fagteorien om varmebehandling er udglødning netop den proces, der genopretter et koldbearbejdet metals formbarhed ved at lade krystalstrukturen omdanne sig og de indre spændinger forsvinde.
På værkstedet aflæses temperaturen sjældent på et instrument, men på glødefarven. Emnet lægges på en varmefast plade og varmes jævnt med den bløde flamme, indtil det antager en mat, mørkerød glødefarve — omkring 500 °C for kobber. Der skal varmes ensartet, så hele emnet når samme temperatur; ellers blødgøres nogle partier mere end andre. Overophedning skal undgås, for smeltepunktet er ikke langt væk, og et smeltet hjørne er ødelagt materiale.
Glødning danner et lag mørk oxid (glødeskal) på overfladen. Det fjernes ved bejdsning — en kort tur i et surt bad (fortyndet syre eller et mildere alternativ som citronsyre), der opløser oxid og eventuelle flusrester. Efter bejdsning skylles emnet grundigt i vand. Bejdsevæsken er ætsende og kræver handsker, øjenværn og udluftning; læs mere i artiklen om syrer og bejdsning.
“Metallet fortæller dig selv, hvornår det skal gløde — du skal bare lære at mærke efter.”