El-sikkerhed og lysskilte: hvornår skal en elektriker ind over?
Hvor går grænsen mellem dit eget arbejde og autoriseret el-installation?
Et lysskilt er ikke færdigt, før det lyser. Men i samme øjeblik en ledning skal forbindes til bygningens faste el-installation, bevæger opgaven sig ind på et område, hvor loven sætter en klar grænse mellem dit arbejde som skiltetekniker og arbejde, der kræver autorisation som elektriker.
§Hovedreglen: fast installation kræver autorisation
Al arbejde på en bygnings faste el-installation — nye eller ændrede kredse, fastmonterede tilslutningsdåser, indføring af kabler i væg eller loft — er autorisationskrævende el-arbejde. Det gælder, uanset om der er tale om en boligejendom, en butiksfacade eller en industribygning. Som skiltetekniker må du ikke selv koble et lysskilt fast til bygningens installation; det skal en autoriseret elektriker stå for.
§Undtagelsen: stikprop og DCL-tilslutning
Installationsbekendtgørelsen giver en praktisk undtagelse for belysning, der tilsluttes uden indgreb i den faste installation. Er tilslutningspunktet udført med en fast monteret klemrække, en DCL-tilslutning til husholdningsbrug efter DS/EN 61995-2, eller en lampestikprop/-stikdåse efter DS 60884-2-D1, kan selve lysskiltet forbindes uden autorisation — fordi arbejdet foregår efter det faste installationspunkt, ikke i det.
- 01Fast klemrække, DCL-udtag (EN 61995-2) eller lampestik (DS 60884-2-D1) → du må selv forbinde skiltet.
- 02Ledninger, der skal føres ind i en dåse, et fordelingsskab eller direkte ind i muren → autoriseret elektriker.
- 03Nye kredse, gruppeafbrydere eller ændringer i eltavlen → altid autoriseret elektriker.
- 04Er du i tvivl om, hvad der allerede er installeret hos kunden — spørg, før du tilbyder en pris eller en dato for opsætning.
§Hvorfor reglen findes
Reglerne om autorisation skal beskytte mod brand- og livsfare. Et lysskilt hænger ofte udendørs, udsat for vejr, fugt og temperatursvingninger, og en fejlmonteret tilslutning kan i værste fald udvikle sig til kortslutning eller brand. Derfor er grænsen mellem "tilslutning af apparat" og "arbejde på fast installation" ikke en formalitet — den er sat, fordi de to opgaver kræver forskellig faglig indsigt.
§Samarbejde med elektrikeren
I praksis løser mange skiltevirksomheder opgaven ved at have et fast samarbejde med en autoriseret elektriker, der etablerer eller kontrollerer tilslutningspunktet, mens skilteteknikeren står for selve skiltet, ophænget og den synlige del af installationen. Det er en arbejdsdeling, der går igen i hele branchen, og som du med fordel kan spørge din læreplads om, allerede når du er i praktik.