Strimmellayout til stanseværktøj

Fladen er udviklebar, og mønstret er regnet i lukket form. Skæres emnet efter tegningen, passer det — hele usikkerheden ligger i K-faktoren, som er materialets og maskinens, ikke geometriens.

Målene tastes som: Udvendige mål. Selve udfoldningen regnes altid på den neutrale fiber — på Ø800 i 3 mm plade er forskellen mellem det indvendige og det udvendige mål 18,8 mm i udfoldet bredde, og så mødes sømmen ikke.

De ord og formler faget bruger om en udfoldning. Symbolerne er de samme hele vejen gennem Discebo: α er bukkevinklen i grader, R den indvendige bukkeradius, t pladetykkelsen og K K-faktoren — alt i millimeter.

Udfoldning

Emnets overflade lagt fladt ud i ét sammenhængende skæremønster, sådan som pladen ser ud FØR den bukkes eller valses. Kun en udviklebar flade kan foldes ud eksakt; en dobbeltkrum flade kan ikke lægges fladt uden at materialet strækkes.

Udfoldet længde

Den flade længde emnet skal skæres i, for at målene passer når det er bukket færdigt. Den regnes enten som summen af de udvendige mål minus bukkefradragene, eller som summen af de flade ben plus bukketillæggene — de to veje skal give samme tal.L = Σ(udvendige mål) − Σ(BD) = Σ(flade ben) + Σ(BA)

Bukketillæg

Den materiallængde der ligger i selve bukket, målt langs den neutrale fiber. Bukketillægget er altid positivt og lægges til de flade ben.BA = (π/180) · α · (R + K · t)

Bukkefradrag

Det der skal trækkes fra summen af de udvendige mål, fordi de to udvendige mål tilsammen tæller hjørnet med to gange. Her regnes bukkefradraget POSITIVT og trækkes fra; DIN 6935 skriver samme størrelse som udligningsværdien v med modsat fortegn.BD = 2 · OSSB − BA

Ydre tilbagerykning

Afstanden fra det teoretiske udvendige hjørnepunkt ind til hvor bukket begynder. Over 90° klemmes tan(α/2) til højst 1 efter DIN 6935, så tallet ikke eksploderer mod 180°.OSSB = tan(α/2) · (R + t)

Udligningsværdi v efter DIN 6935

Standardens egen skrivemåde for det samme hjørnetab: den udfoldede længde er de to ben plus v, hvor v er negativ. Vores bukkefradrag er altså den samme størrelse med modsat fortegn — vend aldrig det ene uden det andet.L = a + b + v ⇒ v = −BD

K-faktor

Den neutrale fibers placering i pladen, angivet som brøkdel af pladetykkelsen. DIN 6935 skriver korrektionsfaktoren k, som gælder den neutrale linje i formen (R + t·k/2); den amerikanske CAD-konvention skriver (R + K·t), og derfor er K = k/2.k = 0,65 + 0,5 · log₁₀(R/t), k ≤ 1,0 ⇒ K = k/2

Neutral fiber

Det lag i pladen der hverken strækkes eller stuves når emnet bukkes. Udfoldningen regnes altid på den neutrale fiber — det er derfor det gør en forskel om målene på tegningen er indvendige eller udvendige.

Bukkevinkel

Vinklen materialet drejes gennem, ikke vinklen mellem benene. Bukkevinklen er 180° minus åbningsvinklen, så et ret hjørne har bukkevinkel 90° og en fals 180°.α = 180° − åbningsvinklen

Indvendig bukkeradius

Radius på bukkets inderside. Den bestemmes af værktøjet og materialet — ikke af tegningen — og en for lille radius revner emnet i yderfiberen.

Pladetykkelse

Materialets tykkelse. Den indgår i hvert eneste bukketillæg, så en plade der er leveret 0,2 mm tykkere end bestilt flytter den udfoldede længde på hvert buk.

Bukkelinje

Linjen på det udfoldede mønster hvor emnet skal bukkes. Den tegnes med, men skæres aldrig igennem — på en laserfil ligger den derfor i sit eget lag.

Prøvebuk

En strimmel med kendt rå længde, bukket i det materiale og det værktøj der skal bruges i produktionen. Måles de to udvendige ben bagefter, kan bukkefradraget og K-faktoren regnes tilbage. Maskinens egen målte bukketabel vinder over enhver tabel.BD_målt = (A + B) − L₀

DIN 6935 dækker kun koldbukning af flade produkter af konstruktionsstål. Rustfrit, aluminium, kobber, messing og titanzink er ikke omfattet — dér er formlerne en ekstrapolation, og en prøvebuk i det rigtige materiale afgør sagen.

24 felter. Startværdierne er figurens egne — de er ét sted i koden, så værktøjet, delelinket og røgtesten aldrig kan blive uenige om hvad «standard» er.

Et forlæg sætter alle mål på én gang. Navnet er tit det ord emnet hedder i værkstedet — søgningen i biblioteket kender dem alle.

Læs dem før emnet skæres. De står her fordi de ikke kan regnes væk — ikke som jura, men som fag.

• Dette er et LAYOUT, ikke en værktøjskonstruktion. Stemplets slidsning, afstrygerens kraft, trykpunktets beliggenhed, stationsrækkefølgen, pilothullerne, fjederkraften og værktøjets styringer er IKKE dækket. Figuren siger hvor emnerne ligger og hvad materialet koster — ikke om værktøjet holder.
• Bro og kantstribe er VÆRKSTEDSPRAKSIS (bro ca. 1,0–1,5 × godstykkelsen, mindst ca. 1,0 mm; kantstribe ca. 1,5 × godstykkelsen). Der findes ingen DS/EN-standard for tallene, og de afhænger af materialets sejhed, af stemplets slidsning og af hvor hårdt fremføringen trækker i skelettet. Værktøjets egen brotabel vinder altid — værktøjet opfinder ikke tallet.
• Presskraften er ikke regnet. F ≈ omkreds × godstykkelse × forskydningsstyrke, og forskydningsstyrken er materialets, ikke geometriens. Skal pressen dimensioneres, hører det under leverandørens data for netop den legering og den kliphastighed — og afstrygerkraften kommer oveni.
• Konturen i mønstret og i DXF'en er NOMINEL. Klipspalten mellem stempel og matrice (ca. 5–10 % af godstykkelsen pr. side) er ikke trukket fra, og et udstanset hul får matricens mål mens et udstanset emne får stemplets. Hvilken af de to der skal have den nominelle kontur, afgøres af om emnet er udfaldet eller resten.
• Antallet af strimler og emner er GARANTERET OPNÅELIGT, ikke optimalt (samme afgrænsning som motorens pladeplan). Skyggeprofilen overvurderer emnets udstrækning inde i hvert bånd, så to emner kan aldrig komme tættere på hinanden end broen — men en dyr optimizer kan finde et par emner mere.
• Der er ikke regnet på fladhed, planhed eller på hvordan strimlen opfører sig i fremføringen. Et tyndt bånd med store udstansninger bugter sig, og et skelet med for smalle broer sætter sig fast i værktøjet. Begge dele afgøres på maskinen, ikke i et regneark.
• Bærende, trykbærende og certificerede emner er ikke dækket. Skal emnet bære, hører beregningen under EN 1993-1-1/-1-8; er det en bærende byggevare, desuden under EN 1090 med CE-mærkning og udførelsesklasse. Løftegrej er certificeret udstyr efter maskindirektivet 2006/42/EF og må ikke fremstilles efter denne figur.