Zugangswege: Treppen und Leitern

En adgangsvej er livlinen på et stillads. Skal du op og ned ad et stillads mange gange om dagen — med værktøj, materialer og i alt slags vejr — så er det helt afgørende, at vejen op er sikker, fri og forsvarlig. Her gennemgår vi de tre klassiske adgangsveje på stillads: trapper og trappetårn, lejdere/stiger og indvendig opstigning via adgangsdæk — med mål, dimensioner og reglerne bag.

Trapper er den mest behagelige og sikre adgangsvej, især når der skal bæres materialer, eller når stilladset bruges intensivt over længere tid. En trappe har en flad hældning, som gør det nemt og naturligt at gå op og ned.

• Hældningen på en trappe som adgangsvej er typisk 20–45 grader. Det er flad nok til, at man kan gå opret med hænderne fri. Vejledende dimensioneres trinene efter formlen 2 stigninger + 1 grund = ca. 61–63 cm (for trappestiger ca. 54–66 cm).
• Trappeløb skal forsynes med håndliste og knæliste langs løbet, så man ikke kan falde ud til siden. På selve trappeløbet kan fodlisten normalt undværes.
• Reposer (de vandrette afsatser mellem løbene) skal have fuldt rækværk, dvs. håndliste, knæliste og fodliste hele vejen rundt, fordi man her opholder sig og vender — og dermed er mere udsat for fald.

På større og høje stilladser, og hvor mange håndværkere skal op og ned, bygges ofte et selvstændigt trappetårn i stedet for stiger. Et trappetårn er et separat opgangsfelt med trappeløb og reposer hele vejen op. Ved dimensioneringen er de vigtige mål:

De præcise mål (trinbredde, frihøjde, trinantal pr. etage) er systemspecifikke og fremgår af leverandørens brugsanvisning for det konkrete trappetårn — brug dem frem for at gætte. DS/EN 12811-1 fastlægger de generelle krav til adgangsveje, herunder at de skal være sikre at færdes på og dimensioneret til den forventede færdsel.

For stilladser, der er højere end 5 m og længere end 10 m, og som bruges af mere end to personer samtidig, bør der etableres et separat opgangsfelt i form af trappeløb eller trappetårn, medmindre det er teknisk eller praktisk umuligt. Baggrunden er, at intensiv trafik op og ned ad et arbejdsdæk både slider på sikringen og skaber trængsel — en separat opgang holder færdslen adskilt fra arbejdet.

Ved meget lange stilladser og mange brugere kan der desuden være behov for mere end én opgang, så der ikke opstår lange, farlige gangveje langs dækket, og så der er en alternativ vej ned. Antallet af opgange afpasses efter stilladsets længde og antallet af brugere.

Hvor pladsen er trang, eller stilladset er mindre, bruges lejdere (faste stigetrin/stiger) som adgangsvej. En lejder er stejlere end en trappe og kræver, at man bruger hænderne til at holde fast.

• Lejderen har en stejlere hældning end en trappe — vejledende ca. 60–75 grader — og skal være fast monteret.
• Trinafstanden på en stige/lejder skal være ensartet; transportable stiger efter DS/EN 131 har jævn trinafstand, så gangrytmen er forudsigelig — uens trin er en klassisk snublefare.
• Stigen/lejderen skal være sikret mod væltning og udskridning — for eksempel ved at være gjort fast — så den ikke kan skride væk eller tippe, mens man stiger op eller ned.
• Lejderen skal stå på et stabilt, bæredygtigt underlag.

For transportable stiger, der bruges som adgang til et niveau, gælder, at der skal være et håndfæste eller holdepunkt, der rager mindst 1 m op over adgangsstedet — det kan være stigevangen, stilladsets rækværk eller en fast bygningsdel. Det giver et solidt holdepunkt at gribe fat i, når man træder af eller på øverst — det er her, de fleste fald sker. Adgangen må ikke etableres hen over et rækværk.

Tommelfingerregel: Du skal altid have noget at holde fast i, både når du går på stigen, og når du forlader den foroven.

På mange systemstilladser sker opstigningen indvendigt — altså inde i selve stilladset — via adgangsdæk med en lem, man løfter, og en indbygget stige ned til næste niveau.

• Adgangshullerne dækkes af bærende lemme (lugedæk), der kan bære den belastning, dækket ellers udsættes for, så man ikke risikerer at træde igennem.
• Lemmen lukkes efter brug, så hullet ikke står åbent og udgør en faldfare for andre på dækket.
• Indvendig opstigning beskytter mod vind og vejr og holder facaden fri, men kræver, at adgangsdæk og lemme placeres systematisk gennem hele stilladsets højde. DS/EN 12811-1 stiller krav til de indvendige adgangsveje og lugedæk, herunder at de skal kunne bære lasten og give sikker passage.

Vær opmærksom på faldsikring under selve opstigningen: kollektiv sikring i form af rækværk prioriteres altid før personligt faldsikringsudstyr.