Verankerung und Maueranker

Et stillads kan være nok så velbygget, men uden korrekt forankring til bygningen risikerer det at vælte. Forankringen binder stilladset fast til facaden og er afgørende for stabiliteten — især når vind, inddækning og last spiller ind. Her får du overblikket over, hvad forankring gør, hvilke ankertyper der findes, hvordan de placeres i mønstre, hvordan du afprøver dem — og hvorfor du altid skal følge leverandørens anvisninger.

Forankringen forbinder stilladset med en fast konstruktion — typisk bygningens facade — og holder det på plads. Den optager både trækkræfter (når vinden trækker stilladset væk fra facaden) og trykkræfter (når stilladset presses ind mod væggen). På den måde sikrer forankringen stilladset mod at vælte og mod at bevæge sig sidelæns.

Forankringen er altså ikke en eftertanke, men en bærende del af konstruktionens stabilitet. Uden den vil et højt stillads — særligt et inddækket et — ikke kunne stå imod vindlasten. DS/EN 12811-1 fastlægger, at stilladset som helhed skal kunne optage de vandrette laster (vind og servicelast) og føre dem ind i den understøttende bygning via forankringerne.

Et "muranker" er i praksis en samling af to ting: et fastgørelseselement i facaden (skruen/bolten/dyvlen) og en koblingsdel mod stilladset (øje, rørkobling, spindelrør). Hvilken kombination du bruger, afhænger af facadematerialet og af, hvor stor last ankeret skal optage. De hyppigste typer er:

To principper går igen: et boret anker griber fat i massen omkring hullet, mens et gennemgående anker låser om hele vægtværsnittet og derfor er sikrere i tvivlstilfælde. Vindues-/spindelankre er den typiske løsning, når man slet ikke må bore — men de optager primært tryk og skal suppleres, hvis der også skal optages væsentlig træk. Vælg altid ankertype efter facadens dokumenterede opbygning, ikke efter hvad der er hurtigst.

Forankringsrøret (koblingen mellem øje og stillads) skal være så kort som muligt. Et langt, udkraget forankringsrør bøjer og giver et blødt, eftergiveligt anker — kraften skal føres så direkte som muligt ind i facaden.

Murankre placeres systematisk, ikke tilfældigt:

• Murankre placeres ved knudepunkterne i stilladset, dvs. der hvor lodrette og vandrette rør mødes, så lasten føres ind i et stift punkt.
• De sættes som regel under eller tæt ved dækkene, så de optager kræfterne tæt på, hvor lasten føres ind i stilladset.
• Det præcise mønster afhænger af systemet og af, hvor mange ankre der kræves i højden og bredden. Fabrikanterne angiver en forankringsafstand i både lodret og vandret retning i deres standardblad.

Forankringsmønsteret er ikke noget, du selv finder på. Det fremgår af systemets standardblad og leverandørens brugsanvisning.

Ankrene sidder ikke bare "et anker pr. felt". De skal både holde stilladset ind mod facaden (træk/tryk vinkelret på facaden) og hindre, at det skrider på langs (parallelt med facaden). Derfor bruges forskellige mønstre:

• Langsgående (vinkelret) forankring: Ankeret sidder omtrent vinkelret ind på facaden og optager træk og tryk fra vinden. Det er grundmønsteret, som gentages i et fast raster op og hen over facaden.
• V-forankring (skråanker): To ankre danner et "V" fra samme knudepunkt ud til to punkter i facaden. V'et optager også laster på langs af facaden og bruges, hvor stilladset skal holdes fast mod at forskyde sig sidelæns — typisk med jævne mellemrum og altid ved enderne.
• Kryds-/diagonalforankring ved hjørner og gavle, hvor stilladset ikke har en facade at støtte sig til på den ene side, og hvor vindlasten kan komme fra flere retninger.

Særligt udsatte steder kræver ekstra opmærksomhed:

• Gavl og fri ende: Enden af et stillads har ingen facade bag sig og er mest udsat for væltning og sideforskydning. Her tættes forankringen typisk, og der bruges V-/skråankre.
• Hjørner: Hvor stilladset går rundt om et bygningshjørne, mødes to vindretninger. Hjørnet forankres ekstra, så begge "vinger" holdes fast.
• Inddækkede og udkragede partier: Se de to følgende afsnit.

Når stilladset udvides med en konsol (knægt) for at få mere arbejdsbredde, flyttes lasten ud fra søjlens centerlinje. Det giver et større væltende moment, og derfor kræver konsoller og udkragede partier normalt ekstra forankring i nærheden af udkragningen. Samme gælder tunge, udkragede materialeplatforme og udliggere. Følg leverandørens anvisning for, hvor og hvor meget der skal forankres ekstra ved den enkelte konsoltype.

En forankring er kun så stærk som det, den sidder fast i — og du kan sjældent se indefra, hvad facaden er lavet af. Derfor afprøves ankrene med en trækprøve (udtrækningsprøve), hvor man måler, hvor stor en trækkraft ankeret kan optage, før det giver efter. Fremgangsmåden i praksis:

1. Vælg prøveankre repræsentativt for hver facadetype/underlag på pladsen (fx både den murede og den betonstøbte del).
2. Monter ankeret præcis som det skal sidde i drift — samme dyvel, samme boredybde, samme hulrensning.
3. Sæt et trækapparat (hydraulisk eller mekanisk trækprøver med manometer) på ankeret og træk vinkelret ud fra facaden.
4. Belast op til den krævede prøvelast (den kraft, projektet/standardbladet kræver ankeret skal kunne holde, typisk med en sikkerhedsmargin over den beregnede driftslast).
5. Aflæs og noter den målte kraft i kN samt om ankeret holdt uden at give efter.
6. Dokumentér: dato, sted, facadetype, ankertype/dyvel, målt kN, prøvefrekvens og hvem der udførte prøven.

Prøvefrekvensen (hvor stor en andel af ankrene der prøves) og den krævede prøvelast fastlægges af projektet, leverandørens brugsanvisning og — ved tvivl om underlaget — den stilladskyndige. Resultaterne bør kunne fremvises, hvis Arbejdstilsynet eller den ansvarlige spørger. At sætte et anker i en væg er ikke nok i sig selv — du skal kunne stå inde for, at det rent faktisk bærer.