Varmeeffekt fra vandflow — P = q · c · ΔT

I et vandbåret varme- eller køleanlæg transporteres energien af vandet. Hvor meget effekt der overføres, afhænger af hvor meget vand der løber, og hvor mange grader det afkøles (eller opvarmes) undervejs.

For vand nær rumtemperatur reducerer formlen til en handy huskeregel: P[kW] ≈ q[l/s] · 4,19 · ΔT. En ΔT på 20 K betyder fx 70/50 °C frem/retur.

Et flow på 0,2 l/s med ΔT = 20 K giver P = 0,2 · 4,19 · 20 ≈ 16,8 kW. Vil du flytte mere effekt ved samme rør, skal du enten øge flowet (= højere hastighed) eller øge ΔT.

• 01c og ρ for vand varierer let med temperaturen — de gængse værdier nær rumtemperatur bruges her.
• 02Gælder rent vand. For glykolblandinger og andre væsker skal de aktuelle stofkonstanter indsættes.

Formlen bygger på massestrømmen ṁ [kg/s], men på pladsen måler og indregulerer man som regel volumenstrømmen q [l/s eller m³/h]. De to hænger sammen via massefylden: ṁ = q · ρ. For koldt vand er ρ ≈ 1000 kg/m³ (1 kg/l), men varmt vand fylder mere: ved 70 °C er ρ ≈ 978 kg/m³, ved 90 °C ≈ 965 kg/m³. Ved varmeanlæg er forskellen på nogle få procent og forsvinder ofte i huskereglen P[kW] ≈ q[l/s] · 4,19 · ΔT, men ved præcis indregulering og ved varmt brugsvand skal du bruge den aktuelle massefylde.

En radiators katalogeffekt er ikke et fast tal — den gælder ved bestemte temperaturer. Alle europæiske radiatorer måles efter DS/EN 442 ved 75 °C fremløb, 65 °C retur og 20 °C rum, hvilket giver en logaritmisk middeltemperaturforskel på 50 K. Kører anlægget koldere (fx sammen med en varmepumpe), afgiver radiatoren mindre.

Andelene er beregnet med n = 1,3 og logaritmisk ΔT efter EN 442. Pointen er markant: ved lavtemperaturdrift til en varmepumpe leverer en given radiator kun en tredjedel til en fjerdedel af sin katalogeffekt — derfor kræver varmepumpekonvertering ofte større radiatorflader eller gulvvarme. (Kilde: DS/EN 442; REHVA Journal — vejledende beregning.)