Blokmurværk og limning — letbeton- og porebetonblokke

En stor del af bagmuren og de lette skillevægge i moderne byggeri mures ikke i tegl med KC-mørtel, men i store letbetonblokke, der limes sammen med en tynd fuge. Det er hurtigere — blokkene er store — men det er også en anden håndværksteknik med egne krav til tolerancer og støv. To materialefamilier dominerer: letklinkerbeton og autoklaveret porebeton.

Letbetonblokke af tilslag (letklinker, fx Leca) deklareres efter DS/EN 771-3. De er porøse og robuste og bruges til bagmur, fundamentblokke og bærende vægge. Autoklaveret porebeton (AAC, fx Ytong/H+H Celcon) deklareres efter DS/EN 771-4. Porebeton er meget let og isolerende og kan saves med håndsav. Begge er CE-mærkede med en DoP, hvor densitet, trykstyrke, stengruppe og tolerancekategori fremgår.

Blokkene samles med tyndfugemørtel (limmørtel) i stedet for en almindelig 10–12 mm fuge som ved tegl. DS/EN 998-2 definerer tyndfugemørtel som mørtel beregnet til fuger på højst omkring 3 mm (typisk 1–3 mm). Limen påføres med en limkam, et tandbræt eller en limslæde, der er afpasset blokbredden, så fugen bliver ensartet tynd og fuldt dækkende. Den tynde fuge kræver målfaste blokke og et helt plant underlag.

Det allerførste skifte lægges i en almindelig, tykkere opretningsmørtel oven på fundament/sokkel, så det står helt præcist i vater og linje. Det er dét skifte, der bærer nøjagtigheden for hele væggen: er første skifte skævt, kan tyndfugen ikke udligne fejlen, og skævheden forplanter sig op gennem alle skifterne. Herefter limes de følgende skifter med tyndfuge.

Netop fordi fugen kun er 1–3 mm, kan man ikke rette en skæv blok op i fugen, som man kan ved teglens tykke fuge. Blokkene er derfor fremstillet målfaste (tolerancekategorien står i DoP), og skiftegangen kontrolleres løbende med vater og retholt. Små højdeforskelle mellem blokke slibes eller raspes plane med et slibebræt, før næste skifte limes på.