Fundering, bæreevne og gitterdragere

Et stillads er kun så stærkt som det, det står på. Hele stilladsets vægt plus alt, hvad der lægges på det, samles i søjlerne og føres ned i nogle få kvadratcentimeter under hver fodspindel. Er underlaget for blødt, eller er lasten ikke fordelt, synker en fod, stilladset skævvrides — og det er en af de hyppigste årsager til, at stilladser vælter. Denne artikel handler om det, der sker under det nederste dæk: lastnedføring, underlagets bæreevne, spredeplader, og hvordan man spænder stilladset over porte og terrænspring med gitterdragere.

Al last på et stillads — egenvægten af rør, dæk og rækværk plus nyttelasten fra folk og materialer — løber lodret ned gennem de bærende søjler (spir) og samles i fodspindlerne yderst. Lasten fra mange etager akkumuleres nedad, så det nederste stykke søjle og fodspindlen bærer mest. Under fodspindlen sidder en sokkelplade, der overfører lasten til underlaget.

Problemet er, at sokkelpladen er lille. En stor last på et lille areal giver et højt fladetryk (kraft pr. areal). Kan underlaget ikke optage det tryk, giver det efter, foden synker, og stilladset kommer ud af lod. Derfor handler fundering om to ting: at kende lasten, og at fordele den ud på et areal, underlaget kan bære.

Underlagets evne til at bære varierer enormt, og du kan sjældent se det udefra:

• Fast, komprimeret underlag (beton, asfalt, fast bæredygtig bund) bærer meget og er ideelt.
• Komprimeret grus/stabilgrus kan bære godt, hvis det er velkomprimeret.
• Løs jord, muld, sand og opfyld bærer langt mindre og kan sætte sig, især når det bliver vådt.
• Nyudgravet eller tilbagefyldt jord er ofte ikke komprimeret og kan give efter — vær særligt på vagt her.
• Frossen jord kan bære, mens den er frossen, men taber bæreevne, når den tør op.

Ved tvivl om underlaget skal bæreevnen vurderes, og lasten fordeles tilsvarende. På usikker bund kan der være behov for at etablere et bæredygtigt underlag (fx udlagte plader eller en komprimeret bund), før stilladset rejses. Kravet om, at stilladset skal stå på et bæredygtigt underlag, er en del af stilladsopstillerens ansvar (AT-vejledning 45.1).

Løsningen på for højt fladetryk er at gøre kontaktfladen større. Det gøres med spredeplader (underlagsplader) eller en syld (en gennemgående planke/bjælke under flere fodspindler):

• En spredeplade under hver fodspindel øger kontaktarealet mod underlaget, så det samme lodrette tryk fordeles over et større areal — og fladetrykket falder tilsvarende. Jo blødere underlag, jo større spredeplade.
• En syld — en kraftig planke eller bjælke lagt under en række fodspindler — fordeler lasten på langs og udjævner forskelle i underlaget, så en enkelt blød plet ikke får én fod til at synke alene.
• Spredepladen skal ligge plant og fuldt understøttet — en plade, der vipper på en sten, hjælper ikke.

Princippet er simpelt: kraft pr. areal = kraft ÷ areal. Fordobler du arealet under foden, halverer du trykket på underlaget. Det er derfor spredeplader er så effektive på blød bund.

Fodspindlen er den justerbare fod, der forbinder søjlen med sokkelpladen og gør det muligt at få stilladset i lod på ujævnt terræn. Den skal bruges rigtigt:

• Fodspindlen må ikke skrues for langt ud. Et for stort udtræk giver en lang, ustøttet spindel, der kan bøje og miste stabilitet. Den maksimale udtrækslængde fremgår af leverandørens brugsanvisning (jf. også artiklen "Materialekontrol og kassation", der nævner en typisk grænse i størrelsesordenen 0,20 m for et almindeligt udtræk).
• Er terrænet meget ujævnt, tilpasses underlaget eller vælges en anden spindellængde — man "snyder" ikke ved at strække spindlen forbi grænsen.
• Gevind og spindel skal være rene og ubeskadigede, så justeringen holder under last.