Buskørsel i Danmark — fra rutebil til reguleret fag

Buskørsel er i dag et af de mest regulerede håndværk på vejen: hvem der må føre en bus, hvor længe man må køre, og hvad man skal kunne, er fastlagt i kørekortregler, chaufføruddannelse og EU-forordninger. Sådan har det ikke altid været. Denne artikel holder sig til den del af fagets historie, der kan dokumenteres i lovgivning og hos myndighederne — frem for at gætte på årstal og navne, der ikke kan efterprøves.

Behovet for organiseret personbefordring fulgte med byvækst, industrialisering og den motoriserede trafik: når mange skal samme vej, er en bus mere effektiv end mange enkeltkøretøjer. I takt med at busserne blev større og kørte med flere passagerer, voksede også kravet om, at den, der sad bag rattet, kunne føre køretøjet sikkert og tage ansvar for menneskene ombord. Det er den udvikling — fra et frit erhverv mod et lov- og uddannelsesstyret fag — der præger busfagets historie.

Et af de mest synlige spor i reguleringen er selve kørekortet. EU's fælles kørekortdirektiv (2006/126/EF) inddeler køretøjer i kategorier, og bus hører under D (stor bus, over 8 siddepladser foruden føreren) og D1 (lille bus, indrettet til højst 16 personer foruden føreren, længde højst 8 m). Begge bygger oven på et gyldigt kørekort til bil (kat. B) og kræver en lægeattest (helbredsgodkendelse til buskørsel). Kategorierne gjorde det muligt at stille forskellige krav til alder og prøve afhængigt af bussens størrelse.

• 01Kat. D — den store bus (over 8 siddepladser foruden føreren, totalvægt over 3.500 kg).
• 02Kat. D1 — den lille bus (højst 16 personer foruden føreren, længde højst 8 m).
• 03Begge forudsætter gyldigt kørekort til bil (kat. B) samt lægeattest.
• 04Erhvervsmæssig personbefordring kræver desuden en påtegning på kørekortet (kode 425 for D, kode 426 for D1).

Et kørekort til bus er i dag ikke nok til at køre erhvervsmæssigt. Med EU-direktivet om grundlæggende kvalifikation og efteruddannelse (oprindeligt direktiv 2003/59/EF, senere kodificeret som (EU) 2022/2561) kom et fælles europæisk krav om et chaufføruddannelsesbevis. Det markeres som kode 95 på kørekortet eller på selve beviset og opnås ved en grundkvalifikation — almindelig eller fremskyndet — på et godkendt uddannelsescenter. Hermed blev det erhvervsmæssige chaufførfag knyttet til en dokumenteret uddannelse og ikke kun til selve kørekortet.

Beviset er ikke en engangsgodkendelse. Det vedligeholdes med mindst 35 timers efteruddannelse hvert 5. år på et godkendt center — så chaufføren løbende holder sin viden ved lige. En del af buschaufføruddannelsen er den handicapbevidstgørende uddannelse: transport af bevægelseshæmmede, fastspænding af kørestole og brug af lift og rampe.