At køre turist- og bestillingskørsel over grænsen kræver mere end kørekort og kode 95. Her er markedsadgangen: fællesskabstilladelsen (EU-tilladelsen), forskellen på rutekørsel og lejlighedsvis kørsel, kørselsformularen (waybill), Interbus-aftalen og reglerne for cabotage.
Indledning
Køre- og hviletid, 12-dages-reglen og dimensioner handler om selve køredagen. Men før en turistbus overhovedet må køre erhvervsmæssigt — og især over en grænse — skal både virksomheden og turen have de rigtige tilladelser og dokumenter. Det er et selvstændigt regelområde, der bygger på to EU-forordninger og en international aftale, og det er kernestof for turist- og bestillingskørsel.
To tilladelser: virksomheden og markedet
Erhvervsmæssig personbefordring med bus hviler på to søjler. Først skal selve virksomheden (vognmanden) have adgang til vejtransporterhvervet efter forordning (EF) 1071/2009 — det stiller krav om fast forretningssted, god vandel, tilstrækkelig økonomisk kapacitet og faglig kompetence (en transportleder med kvalifikationsbevis). Dernæst skal der til international kørsel bruges en fællesskabstilladelse (EU-tilladelse) efter forordning (EF) 1073/2009, der giver adgang til det internationale marked for buskørsel. I Danmark udstedes begge dele af Færdselsstyrelsen.
- 01Vognmandstilladelse (1071/2009) — adgang til selve erhvervet; kræver forretningssted, vandel, økonomi og en faglig transportleder.
- 02Fællesskabstilladelse / EU-tilladelse (1073/2009) — adgang til international buskørsel for fremmed regning.
- 03Bekræftede kopier — der medbringes en bekræftet kopi af fællesskabstilladelsen i hver bus, der kører internationalt.
- 04Kode 95 hos føreren — det personlige chaufførbevis er stadig et selvstændigt krav oven i virksomhedens tilladelser.
Rutekørsel vs. lejlighedsvis kørsel
1073/2009 skelner mellem to grundtyper af buskørsel, og de har vidt forskellige dokumentkrav. Rutekørsel er befordring af passagerer efter faste intervaller og på en bestemt strækning med faste stoppesteder — den kræver en egentlig tilladelse (authorisation) fra myndighederne. Lejlighedsvis kørsel er alt det, der ikke er rutekørsel: typisk en gruppe, der er samlet på initiativ af en kunde eller af busselskabet selv (en fodboldklub, et bryllupsselskab, en turistgruppe). Lejlighedsvis kørsel kræver ikke en rutetilladelse, men den skal dokumenteres med en kørselsformular.
| Type | Kendetegn | Dokument |
|---|---|---|
| Rutekørsel | Faste intervaller, fast rute, faste stoppesteder | Rutetilladelse (authorisation) |
| Speciel rutekørsel | Fast rute for en bestemt gruppe (fx skoleelever, pendlere) | Aftale/authorisation efter reglerne |
| Lejlighedsvis kørsel | Gruppe samlet på kundens/selskabets initiativ; ikke fast rute | Fællesskabstilladelse + kørselsformular |
Kørselsformularen (passagerliste / waybill)
For lejlighedsvis international kørsel er kørselsformularen — også kaldet passagerlisten eller på engelsk waybill — det centrale kontroldokument. Den udfyldes FØR turen begynder og indeholder bl.a. oplysninger om transportøren, køretøjet, turens art og en liste over passagererne. Formularen medbringes i bussen og fremvises ved kontrol, så myndighederne kan se, at der er tale om en lovlig lejlighedsvis kørsel og ikke skjult, uautoriseret rutekørsel. Kørselsformularerne udleveres i hæfter fra den myndighed eller organisation, der er bemyndiget til det.
Kun for medlemmer
Resten af artiklen er låst
Opret en gratis bruger for at låse op for alle artikler, beregnere, skabeloner og sortiment — og få adgang til quizzer og klasser. Det tager under et minut: navn, email og en adgangskode. Intet betalingskort.
Vil du prøve noget først? Se hvad du kan bruge uden konto — junior-zonen, leksikonet, videoerne og mere.