Restaurering af ældre murværk — kalk, omfugning og bevaring

Meget af det danske murerarbejde handler ikke om nyt byggeri, men om at holde liv i det gamle: kirker, herregårde, byhuse og fredede facader. Her gælder andre spilleregler end ved nybyggeri, for de gamle mure er bygget med bløde sten og kalkmørtel og skal kunne »ånde«. Bruger man moderne, stærk cementmørtel til at reparere dem, gør man ofte mere skade end gavn.

Gammelt murværk er diffusionsåbent: fugt, der kommer ind, kan fordampe ud igen gennem den bløde sten og den bløde kalkfuge. Cementmørtel er derimod stærk, hård og tæt. Fuger man en gammel mur om med cement, bliver fugen tættere og stærkere end stenen. Så kan fugten ikke længere slippe ud gennem fugen — den tvinges i stedet ud gennem den bløde sten, hvor salte og frost så sprænger stenens overflade. Resultatet er skallende, ødelagte sten omkring hårde, intakte cementfuger — det stik modsatte af det ønskede.

Bygningskalk deklareres efter DS/EN 459-1. De to hovedfamilier er luftkalk og hydraulisk kalk. Luftkalk (CL — calcium lime, fx CL 90) er ren læsket kalk, der kun hærder ved at optage CO₂ fra luften (karbonatisering); den er den blødeste og mest diffusionsåbne og hærder langsomt. Naturlig hydraulisk kalk (NHL) indeholder også hydrauliske komponenter og hærder både ved karbonatisering og ved reaktion med vand — den fås i tre styrker.

Omfugning er at udskifte forvitrede fuger uden at røre stenene. De gamle fuger kradses ud i en dybde på typisk mindst to gange fugebredden, så den nye mørtel får ordentligt fæste — men forsigtigt, så stenens kanter ikke beskadiges. Netop derfor advarer bevaringsvejledningerne mod at kradse fuger ud med vinkelsliber: skiven skærer let ind i den bløde sten og efterlader grimme spor. Den nye fuge lægges i en kalkmørtel, der er afstemt efter den oprindelige, og komprimeres og efterbehandles, så den slutter tæt til stenen.