Zabezpieczenie przed upadkiem i środki ochrony indywidualnej

Fald fra højden er en af de hyppigste årsager til alvorlige arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen. Når du arbejder på eller omkring stillads, er faldsikring derfor ikke noget, du tager stilling til "hvis det passer ind" — det er en grundregel, der skal være på plads, før arbejdet går i gang. I dette afsnit får du styr på, hvornår sikring kræves, hvilken type sikring der vælges først, og hvordan du bruger personligt faldsikringsudstyr korrekt.

Som udgangspunkt skal der sikres mod nedstyrtning, når faldhøjden er over ca. 2,0 m. Ved arbejde på tage er grænsen 3,5 m målt fra tagkanten ned til det omgivende underlag. Det betyder, at du langt de fleste steder på et stillads skal have en form for faldsikring etableret, før du må arbejde der.

Ved tagarbejde gælder desuden, at hvis man ikke behøver at arbejde eller færdes tættere på tagkanten end 2 m, kan en tydelig og holdbar markering mindst 2 m fra kanten være tilstrækkelig. Ligger tagkanten mellem 2 og 3,5 m over underlaget, skal en skriftlig risikovurdering afgøre, om der skal etableres sikring.

Vurderingen handler altså ikke kun om højden. Du skal også se på, hvad du kan falde ned på, og hvor farligt faldet er. Et fald ned på armeringsjern, maskiner eller hårdt underlag kan kræve sikring, selv om højden i sig selv er beskeden. Brug altid sund fornuft og den konkrete risikovurdering på pladsen.

Tommelfingerregel: Er der risiko for fald over ca. 2,0 m (tagarbejde 3,5 m), skal sikringen være på plads, inden arbejdet begynder — ikke undervejs.

Der er en fast rækkefølge for, hvilken type sikring du vælger. Kollektiv sikring prioriteres altid før personlig sikring. Kollektiv sikring beskytter alle, der opholder sig i området, og kræver ikke, at den enkelte selv husker at spænde sig fast.

Kollektiv sikring omfatter blandt andet:

• Rækværk med håndliste, knæliste og fodliste
• Stillads med korrekt opbyggede, sikrede arbejdsdæk
• Sikkerhedsnet, der griber et fald
• Afspærring, der holder folk væk fra farezonen

Først når kollektiv sikring ikke er teknisk mulig eller ikke kan etableres på en forsvarlig måde, kan du gå videre til personligt faldsikringsudstyr. Det er altså en nødløsning — ikke et frit valg.

Personligt faldsikringsudstyr (sele og line) bruges kun, når det på grund af arbejdets art og karakter ikke med rimelighed er muligt at etablere kollektiv sikring. Det er især tænkt til kortvarigt arbejde. Som vejledende norm — særligt ved tagarbejde — taler man om en arbejdsopgave, der normalt kan udføres på ca. 4 mandetimer. De 4 mandetimer skal forstås som den enkelte, naturligt sammenhængende arbejdsopgave; du kan ikke dele én stor opgave op i mindre stykker for at omgå reglen.

Skal samme arbejde stå på længere end det, peger pilen tilbage mod kollektiv sikring — for eksempel et rækværk eller et ekstra stilladsdæk. Personligt udstyr er hårdt for kroppen at arbejde i over længere tid, og risikoen for fejlbetjening stiger, jo længere man bruger det.

Vælg desuden så vidt muligt faldhindrende udstyr (der forhindrer faldet) frem for faldstoppende/falddæmpende udstyr (der bremser et fald, som allerede er sket).

Et personligt faldsikringssystem består typisk af:

Det helt afgørende er, at du beregner den frie faldhøjde. Du skal vide, hvor langt du reelt falder, før systemet bremser dig — inklusive linens længde, falddæmperens udtræk og din egen højde. Hvis den frie faldhøjde er for stor, når du jorden eller et underliggende dæk, før udstyret virker. Det gør sikringen værdiløs.

Vælg derfor altid forankringspunktet så højt som muligt — helst over brugeren — og kontrollér, at der er tilstrækkelig fri højde under dig.