Komponenty i terminologia

Et stillads er sat sammen af mange dele, der hver har sit navn og sin funktion. Når du kender terminologien, kan du læse en montagevejledning, bestille de rigtige komponenter og tale samme sprog som dine kolleger på pladsen. Her gennemgår vi de vigtigste dele i et moderne modulstillads — fra fodspindel til rækværk — forklarer materialevalg, vægt og dæktyper, og hvordan delene spiller sammen.

Den lodrette bærende del kaldes i daglig tale spir, stander eller søjle — det er samme komponent. Søjlerne fører lasten fra dækkene ned i jorden og er rygraden i konstruktionen.

I et modulstillads har søjlerne faste knudepunkter — fx en rosette eller et kilehoved — typisk ca. hver 0,5 m i højden. Knudepunkterne bestemmer, hvor du kan koble bjælker, diagonaler og rækværk på, og de giver et fast, gennemgående modulmål, så systemet altid passer sammen.

De vandrette bjælker spænder mellem søjlerne og bærer dækkene:

• Længdebjælken (langbjælke) løber langs stilladset og sætter feltlængden — typisk op til ca. 3,05 m mellem to søjler (enkelte systemer angiver 3,07 m).
• Tværbjælken løber på tværs og sætter dybden (arbejdsbredden). Almindelige dybder i et modulstillads ligger ca. mellem 0,7 m og 1,65 m — fx 0,7 m, 1,25 m og 1,65 m afhængigt af systemet.

Feltlængde og dybde tilsammen definerer ét fag (felt) — den grundlæggende byggeklods, som stilladset opbygges af, både i bredden og i højden. Hvor bred det færdige stillads skal være, vælges ud fra arbejdet; branchen beskriver det med breddeklasser (W06–W24), fra 0,6 m og opefter.

Stilladskomponenter fremstilles typisk i enten stål eller aluminium, og valget er en afvejning mellem styrke, vægt og korrosion. DS/EN 12811-2 stiller materialekravene til komponenterne — bl.a. at stål og aluminium skal have dokumenteret styrke og passende overfladebeskyttelse.

S235 og S355 angiver stålets flydespænding (henholdsvis ca. 235 og 355 MPa) — S355 er det stærkere og bruges, hvor der kræves mere bæreevne pr. tværsnit. Aluminium vælges, hvor lav vægt betyder mest, fx i rullestillads og i dæk, der løftes mange gange om dagen. Bland aldrig alu- og stålkomponenter fra forskellige systemer, medmindre leverandøren udtrykkeligt tillader det.

Vægten pr. komponent er ikke ligegyldigt papir — det er montørens ryg. Stilladsarbejde indebærer mange gentagne løft af rammer, dæk og rør, ofte i akavede stillinger og op ad selve stilladset. Derfor:

• Kend den konkrete vægt på de dele, du håndterer — den fremgår af leverandørens komponentdatablad. Stål­dæk og lange stålsøjler er blandt de tungeste enkeltdele.
• Brug hejs/optræk og materialehejs frem for at bære alt op ad hånd, når vægten eller mængden taler for det.
• Fordel de tungeste løft og skift arbejdsstilling, så belastningen ikke rammer samme led hele dagen.

De faktiske vægte varierer mellem fabrikater og dimensioner, så slå altid op i det konkrete systems datablad frem for at gætte.

Bjælker og søjler alene giver en konstruktion, der kan "skubbe" sig skæv. Diagonalen afstiver faget og holder det i vinkel, så stilladset står stift.

Som vejledende tommelfingerregel sættes diagonaler mindst hvert 5. fag og altid i yderfagene — og de skal føres hele vejen op i stilladsets højde. Følg altid leverandørens montagevejledning, da afstivningsmønsteret afhænger af systemet, højden og belastningen.

Dækkene (platforme) er det, du går og arbejder på. De fås i flere udgaver, hver med sine styrker:

• Ståldæk: Robuste og bæredygtige, tåler hård last og slid, men er de tungeste at håndtere. Perforeret/rillet overflade giver skridsikkerhed.
• Aluminiumsdæk: Lette og hurtige at lægge, ofte med krydsfinér-belægning på en alu-ramme (kombidæk). God balance mellem vægt og styrke.
• Robust-/krydsfinerdæk: Træbaseret dæk (fx belagt krydsfinér) i en metalramme; slidstærk gangflade, mellemvægt.
• Lugedæk / adgangsdæk: Dæk med en integreret lem og indbygget stige, der giver den indvendige opstigning mellem etager. Lemmen skal kunne bære dækkets last og lukkes efter brug.

Uanset type gælder to grundregler:

1. Dækket skal ligge fast og være understøttet i begge ender.
2. Dækket skal sikres mod løft, så det ikke kan vippe eller blæse op — fx via indbygget lås på krogen eller en separat dækklemme.

Et løst eller uunderstøttet dæk er en klassisk årsag til fald og til fald af genstande, så dette tjek må aldrig springes over.

Skal stilladset føres hen over en port, en indgang, et terrænspring eller en anden åbning, hvor der ikke kan stå søjler, bruges en gitterdrager (gitterbjælke). Det er en høj, afstivet dragerprofil, der spænder over åbningen og bærer de søjler og dæk, der ellers ville have manglet understøtning.

• Gitterdrageren fordeler lasten fra det overliggende stillads ud til søjlerne på hver side af åbningen.
• Spændvidde, tilladt last og hvor mange etager den må bære, fremgår af leverandørens brugsanvisning — det er en konstruktion, der ofte kræver en særskilt vurdering.
• Fejl her (for stor spændvidde eller for stor overliggende last) er en klassisk væltårsag, så gitterdragere monteres altid nøjagtigt efter anvisningen.