Efterisolering og energirenovering

Efterisolering er en af de mest effektive energiforbedringer i den eksisterende bygningsmasse — og en stor del af tømrerens og AMU-efteruddannelsens hverdag. Men det er også et sted, hvor en velment forbedring kan skabe et fugtproblem, hvis man flytter dugpunktet det forkerte sted hen. Godt håndværk her handler lige så meget om fugt som om isoleringstykkelse.

Ikke alle flader giver lige meget for pengene. Loftet mod et koldt tagrum er som regel det billigste og mest effektive sted at begynde: det er let tilgængeligt, og varmen stiger opad. Derefter kommer skråtag, ydervægge og til sidst terrændækket, der er dyrest at komme til.

• 01Loft mod uopvarmet tagrum: ofte det nemmeste — mineraluld eller indblæsning oven på det eksisterende loft, med omtanke for dampspærre og gangbro.
• 02Skråtag/skunk: sværere, fordi ventilationsspalten over isoleringen ikke må lukkes til (se tagartiklen) — der skal stadig være luft mellem isolering og undertag.
• 03Ydervæg: enten udvendigt eller indvendigt — to meget forskellige løsninger (se nedenfor).
• 04Terrændæk: dyrest, da gulvet skal brydes op; gøres typisk i forbindelse med en større renovering.

Skal en ydervæg efterisoleres, er den store beslutning: udvendigt eller indvendigt. De to løsninger er ikke ligeværdige — de flytter væggens temperatur- og fugtforhold i hver sin retning.

• 01Udvendig isolering: den bedste bygningsfysik. Den eksisterende væg holdes varm og tør, kuldebroer pakkes ind, og dugpunktet flyttes ud i den nye isolering. Ulempen er, at facadens udtryk ændres, og at tagudhæng, sokkel og vinduer skal tilpasses.
• 02Indvendig isolering: bruges, når facaden skal bevares (fx bevaringsværdige huse). Men den gør den eksisterende ydervæg koldere og fugtigere, fordi den nu ligger uden for isoleringen — og det kræver en gennemtænkt, tæt dampbremse og en fugtteknisk vurdering.